Økonomi
En klassisk bil forbindes for de
fleste ikke med et billigt bud på en hverdags bil. Ægte bilglæde i en
klassisk Mercedes-Benz behøver ikke at koste dig en krone ekstra -
tværtimod:
Det rette køb af en klassisk bil viser sig ofte
at være en langt bedre investering, end en ny eller næsten ny bil. Der
er mange faktorer som er afgørende for den samlede pris du betaler for
at køre i din bil. Velholdte klassiske biler vil på længere sigt sågar
stige i værdi...
En ny 'fornuftig' bil til 200.000 kr. er typisk faldet til en
indbytningsværdi på 130.000 kr. efter 2 – 3 år. 200.000 kr. rækker, med
al respekt for de fremskridt bilindustrien til stadighed gør, kun til
en fornuftig kompakt bil uden megen stil og sjæl.
Hvorfor betale 100.000 kr. for en 6 år gammel bil i Polo-klassen, når
du kan glæde din hverdag med en Mercedes-Benz W123 til samme penge.
Efter 6 år er en mindre bil allerede ved at vise mange tegn på
slidtage, hvilket den også skal - Den er ikke bygget til at holde mere
end 10 år.
For omkring 100.000 kr. kan du finde en bevaringsværdig Mercedes-Benz W123, som fremstår som
en næsten ny bil. Pas på den, og den overlever en ny kompakt bil. En pæn og
sund brugsbil finder du fra 60.000 kr.
Med
respekt for bilen og fornuftig pleje er bilen værdifast set over en
periode på 5 - 10 år - De bedste biler vil sågar stige i værdi. Vær
omhyggelig med at finde den rette bil.
Mercedes-Benz er langt
billigere i reservedele end de fleste andre mærker, og Mercedes-Benz
har lovet at producere alt til W123 i mindst 10 år endnu. Med lave
reservedelspriser i original top kvalitet, er der udsigt til lave
vedligeholdelsesomkostninger mange år frem.
En W123 koster
naturligvis mere i vægtafgiften end en lille ny bil, men sammenlignet
med biler af samme størrelse er forskellen minimal. Forsikringspriser
er individuelle og afhænger af meget udover selve bilen. Enkelte
forsikringsselskaber tilbyder fordelagtige forsikringer til biler, der
er mindst 25 år gamle.
En W123 bruger mere benzin eller diesel end en moderne bil. Her har du
en post på budgettet, hvor en W123 koster mere end en moderne bil.
Kører du mange kilometer, bør du vælge en af de nyere 4-cylindrede
benzinmodeller med M102 motoren. Diesel modellerne er interessante for
dieselentusiaster. De øgede brændstofudgifter du vil opleve i en W123
frem for en moderne bil, vil blive opvejet af de øvrige besparelser -
Ikke mindst af den langt mindre investering og afskrivning.